Hej alle sammen
Okay jeg godt jeg er hjemme og de fleste af jer har set mig, men jeg vil nnu gerne dele et sidste indlæg med jer. De sidste 2 uger i USA brugte jeg på at shoppe, pakke, sige farvel (eller som min mor og far siger- sige vi ses senere og hvad jeg nu ellers havde lyst til og tid til.
Torsdag d. 7. juli havde jeg sagt farvel til en masse mennesker, ude og spise på kinesisk med 10 venner og været ude og købe en ekstra kuffert fordi jeg havde regnet ud at jeg simpelthen ikke havde plads til alle mine ting i 2 kufferter, så jeg endte op med 3 kufferter, en håndbagage og en håndtaske, så jeg var godt pakket op.
Nå men om aftenen var mine søstre Alyson og Mackenzie og min ven Matt der til at hjælpe mig med at pakke (de havde organiseret det hele og udset en plan, så jeg ikke behøvede at gøre noget haha)- da jeg var færdig med at pakke omkring kl. halv 2 besluttede jeg mig for bare at blive op resten af natten, jeg skulle jo alligevel sove i flyet så jeg ville være frisk til når jeg kom hjem lørddag morgen. Så jeg tog en døgner og skrev i stedet en masse breve til de personer jeg havde lyst til, plus min ven Matt blev til kl. 6.00, vi snakkede om det hele osv. Han tog så hjem da jeg gik i bad kl. 6.00 for at kunne gøre mig klar til morgenmad med Liz, mine 3 søskende og Liz' forældre (John var ikke med fordi han skulle arbejde der om morgenen). Det var underligt for da jeg trådte ud af bilen ved morgenmads stedet begyndte jeg at græde, og uden at overdrive græd jeg hele morgenmaden igennem også. Jeg kunne bare ikke stoppe.
Nå men vi var tilbage omrking kl. 8 og fik de sidste ting på plads til at køre kl. 8.30, vi skulle jo være i lufthavnen.
Da jeg ankom i lufthavnen ventede min gode veninde Mekenzie, hendes mor Judy, min søsters kæreste Moose, min ven Matt på mig. OG jeg kom med Mekenzie, Patrick, Alyson, John og Liz. Så i alt var vi 10 med mig. Men jeg fik tjekket min bagage ind osv- allerede der trillede tårene ned af mine kinder.
Vi var dog kommet i et stykke tid før jeg skulle igennem security så de næste 45 minutter brugte vi på at små græde lidt og snakke og jeg købte en bog så jeg kunne læse lidt (som om jeg ville få gjort det). Nå men tiden var så kommet til at jeg skulle tage afsted, så jeg tager dem en for en og allerede da jeg bare rejste mig op begyndte jeg at stor-tude, jeg kunne ikke engang se ud af mine øjne, jeg fik krammet alle, sagt farvel, og da jeg til sidst åbnede mine øjne kunne jeg se at alle omkring stur tudede mindst lige så meget som jeg gjorde (det var nok det hårdeste jeg har prøvet i hele mit liv).
Securtiy gik flydende. Jeg fik boardet til mit fly til Chicago.
Det var en flyvetur på omkring en time, det gik hurtigere end jeg forventede men jeg lavede heller ikke meget end at sidde og græde haha.
Jeg ankom til Chicago kl. halv 12, jeg var utrolig udmattet, husk på at jeg ikke havde fået søvn i 24 timer på det tidspunkt, jeg var rent ud sagt et stort rod. Men jeg fik fundet min gate, fik købt internet og skypede mine forældre fra Danmark og Matt og så ringede jeg til min værtsmor Liz. Det var rigtig hårdt at snakke med dem igen, så jeg begyndte at græde igen, og på det tidspunkt var jeg fuldstændig ligeglad med hvordan jeg så ud, selvom alle mennesker der gik forbi mig gloede. Nånå, men jeg boardede og tænkte at nu var det nu- den længste flyvetur skulle bare overståes og så ville jeg ikke have langt hjem. Så vi letter og flyver- jeg er faldet i søvn, men vågner (jeg ved ikke hvorfor) men jeg kigger ned af gangen og ser en masse voksne mænd omkringet om toilettet og jeg begynder så småt at tænke hvad pokker foregår der. JEg tænker dog ikke mere over det til da der bliver siget i højtalerne at vi bliver nødt til at "nødlande" i Clevesland fordi en mand vil ikke forlade toilettet og har været ustyrlig. Så vi lander efter kun en time i luften, politiet kommer ombord på flyet og får fjernet manden, og derefter kommer der narkohunde og snuser rundt, de fortæller os ikke meget andet end at vi bliver nødt til at sidde her lidt fordi vi skal have noget mere benzin på flyet og der skal gøres rent efter ham manden. 'Okay' tænker jeg, så jeg falder i søvn igen (dvs. på det tidspunkt havde jeg fået en halv time ud af måske 30 timer så det eneste jeg tænkte på var bare at få søvn), nå men jeg vågner så op igen efter 20 minutter og tænker nu kan det simpelthen være løgn, hva nu? Så jeg åbner mine øjne og ser at vi ikke engang har lettet, men alle omkring har stillet sig op med tasker på og er klar til at forlade flyet. Hvad pokker?? tænker jeg. Så jeg spørger hvad der foregår og jeg får fortalt at vi skal forlade flyet.
Okay okay så vi forlader flyet, jeg sætter mig i en gate med alle andre passagerer og ringer min værtsmor og begynder bare at tude og sige at jeg ikke ved hvad jeg skal gøre, hun får mig lidt ned på benene og siger at jeg skal gå op at spørge hvad der foregår. Okay, så jeg hører dem ad, og gate-damen fortæller mig at vi skal flyve tilbage til Chicago i aften kl. 23 (på det tidspunkt var kl. 1800- så dvs 5 timer i en stinkende lufthavn) og hun fortæller mig at vi alle skal overnatte i Chicago på et hotel og starte forfra i morgen tidlid (dvs. lørdag d. 9. juli).
På det tidspunkt vidste jeg ikke hvad jeg skulle gøre så jeg sat mig ned på min taske ringede til Liz (min værtsmor) og fortalte hvad der var sket. Jeg gik helt ud af den, hvordan skulle jeg nogensinde overleve den her tur hjem + jeg havde ikke fået søvn i MANGE timer. Hun fortæller mig at hun vil prøve og høre hvad hun kan gøre og vil ringe mig hurtigst muligt tilbage. Så jeg får tændt min computer, sætter mig ud på dame-toilettet (Fordi det er det eneste sted med en stikkontakt) og skyper min ven Matt (som på det tidspunkt var hjemme i mit gamle hus med Liz, så jeg kunne høre hvad der foregik). På det tidspunkt var jeg bare helt tom, hvid i hovedet og havde ingen energi overhovedet. Men efter omkring 2 timer fortalte Matt mig at Liz og ham wille køre til Chicago og møde mig og overnatte med mig så jeg ikke skulle være helt alene. Mit humør ændrede jeg så pludseligt og jeg kunne få et lille smil frem. Jeg glædede mig så meget til at se dem igen.
Så jeg lander i Chicago kl. 24.00 og jeg møder dem, vi tager på hotel som United Airlines selvfølgelig har betalt, jeg fik også ringet til mine forældre i mellem tiden og fortalt dem hvad der var sket, og at jeg ikke ville være hjemme til tiden men kunne ikke endnu fortælle dem hvornår (jeg havde jo ikke fået mit nye boarding pass fra Frankfurt til København). Dog havde jeg fået afvide at jeg skulle flyve kl. 15.00 lørdag morgen, så Matt, Liz og jeg sov længe. Hvilket jeg også havde brug for efter alt hvad der var sket de sidste 24 timer og intet søvn i næsten 2 dage....
Jeg når til Chicago lufthavn, lige da vi har parkeret ringer min telefon. På skærmen står min bedstevens navn "Miguel Nava", jeg havde sagt farvel til ham 2 uger inden jeg skulle rejse fordi han tog til Mexico med hans familie og ville komme hjemm dagen efter mig så jeg fik ham ikke at se før jeg rejste, TROEDE JEG! Han fortæller mig at en af hans venner havde fortalt ham alt hvad der var sket og spurgte derefter hvor var jeg var, hvor jeg så fortæller ham at jeg var i Chicago. Og så var han! Så tro det eller ej, men jeg fik Miguel at se igen inden jeg rejste, jeg fik et ekstra farvel med Matt og Liz og jeg fik et bad og noget mere søvn end jeg ville have fået hvis alt ville have gået som planlagt (det må have været skæbnen....)
Nå men flyveturen til Frankfurt gik udemærket. Da vi lander spørger jeg om hvad klokken er - hun fortæller mig kvart i 6 (om morgenen). Okay tænker jeg, så jeg har 2 timer til mit fly flyver- så jeg kom hurtigt ud af flyet. Da jeg kommer ud fortæller en dame at jeg skal gå til gate A26 - okay jamen så er det bare afsted Katrine...... Jeg kommer til et skilt der pejer mod Gate A, men der er mange mennesker og jeg ved ikke hvor jeg skal gå hen så jeg spørger en dame med et skilt på der siger "Have a question?" - så jeg tænker hun må vide hvor jeg skal gå hen. Efter hun har kigget på mit boardingpass fortæller hun mig at gå i den modsatte retning af Gate A- men jeg stoler på hende for hun må vel vide mere om det end jeg.
...
Jeg kommer igennem security og spørger en anden dame hvor jeg så skal gå hen. Jamen hun fortæller mig at jeg er i den totalt forkerte ende. (NÅ tænker jeg så. Det kunne jeg jo havde sagt mig selv!!??)
Så hun giver mig vejen til Gate A og jeg prøver at finde mig frem (hvis ikke i ved det så er Frankfurt lufthavn måske den anden største i hele verden så den var ufattelig stor- og jeg skulle skifte fra Gate B til A. Dog ikke terminal HELDIGVIS. Men det var stadigvæk langt!) På det tidspunkt vidste jeg ikke helt hvor meget tid jeg havde så løb og løb og løb og løb..... Endelig nåede jeg frem til Gate A26. Der var ikke så mange i gaten og jeg kigger på mit ur og ser at kl. er 7.00- så jeg tænker "Nå men det er da fordi der stadigvæk er en time til flyet letter", dog skulle jeg have et nyt boardingpass, så jeg går op til skrænken hvor en dame sidder og spørger hende om jeg skulle have et nyt boarding pass. Hun kigger på mig underligt, jeg troede jo bare det var fordi jeg prustede efter den lange løbetur og fordi jeg havde en vogn med 2 store tunge tasker på, efter 2 minutters stirrelse fortæller hun mig at jeg har mistet mit fly (NOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOO ARE YOU KIDDING ME!?? - det er hvad der går gennem mit fly). Okay ingen panik, jeg prøver at forklare hende at jeg burde vær booket til det næste allerede, men næ nej det var jeg ikke (hvorfor ved jeg ikke). Nå okay, men hvad så... Hun sidder og kigger lidt på sin skærm, trykker på nogle taster bla bla og fortæller mig så at hun har booket mig til et nyt fly (YYYYESSSS THANK GOD - tænker jeg) hun fortsætter og siger- og det går om 6 timer kl. 14.00 (SHOOT ME IN THE HEAD!!!!!!!!!!!!!!!!!! - der blev jeg sur. Det måtte simpelthen være løgn). Jeg kiggede på hende, sagde "HOLY SHIT!!", tog mit boardingpass og gik min vej.
Jeg fik hurtigt billede i hovedet at mor og far og alle andre var taget i lufthavnen og stod og ventede på mig- men jeg var jo ikke i flyet så jeg blev nødt til at ringe til dem hurtigst muligt. Selvfølgelig havde jeg mistet min danske telefon, så den eneste mulighed for at kontakte dem var skype. Min computer var død (selvfølgelig) så jeg skulle bruge en stikkontakt og det eneste sted jeg kunne komme i tanke om det var på damernes-toilet. Jeg går der ud putter min computer i stikkontakten og står så udenfor så jeg ikke fylder derinde (jeg tænkte jeg bare ville give den lidt strøm og så kunne jeg tage den ud derfra og skype). 5 minutter efter kommer der en rengøringsmand - han fortæller mig at jeg bliver nødt til at gå ud og tage min computer med mig fordi det her var altså et dametoilet (ØØØHMMM OKAY??? er jeg ikke en dame eller hvad??). Jeg prøver at fortælle ham at jeg bliver nødt til at oplade min computer- han forstår intet. Han begynder at snakke til mig på tysk og det eneste jeg forstår er HERAUS - så der bliver jeg sur og prøver at forklare jeg bare lige skal have lidt strøm. Men nææææææææææe nej, så jeg bliver smidt ud af dametoilettet (af en mand!!!!!), så jeg står udenfor døren indtil han er færdig og ser så et skifterum til babyer lige ved siden af (og der er en stikkontakt!!) så jeg tager alle mine ting, lukker døren, låser mig inde og putter så min computer i stikkontakten (endelig!! fred og ro og strøm!). Jeg får ringet til min mor og far og fortæller dem min situation. De var jo selvfølgelig nået til lufthavnen så de blev jo nødt til at køre hjem igen, for jeg ville ikke være derude for om 7 timer (det beklager jeg mor og far, mads, amanda og alle andre!)
Nå men jeg får overlevet de 6 timer i Frankfurt lufthavn ved siden af en vandmaskine (Fordi det var det eneste sted hvor jeg kunne finde en stikkontakt), så der lå jeg, i et hjørne for mig selv, og sov.......
Dog kommer jeg fint til Danmark og tænker at nu kan intet gå galt. Jeg er hjemme, jeg skal bare lige hente min bagage og så er det ud til mor og far og alle andre.
MEN NEJ!!! TRO DET ELLER EJ.
Den dag jeg kommer hjem er systemet til kuffertbåndet fået i stykker så der er kaos i lufthavnen, og alle kufferter er over det hele, der er alt for mange mennesker på et lille sted og danskerne har intet tålmodighed eller høflighed så der bliver mokket og jeg ved ikke hvad. Jeg var ved at gå ud af mit gode skind, jamen altså!!
Nå så jeg ser en mandder arbejder i lufthavnen og spørger hvad jeg skal gøre, han fortæller at jeg bare kan udfylde det her papir med mine kkuffertnumre og så vil de ringe til mig når de har fundet dem. På det tidspunkt lød det til sød musik i mine øre. Så efter 1½ timers mokkelse og uhøflighed får jeg skrevet mine numre ned og nærmest løber ud af lufthavnen (nu ville jeg bare vææk).
Jeg ser min mors hovede, så min fars, min brors, amandas og alle andres. JEg var hjemme, jeg var i sikkerhed!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!! Nu var det bare hjem, og spise noget dansk mad med resten af familien.
Det var min tur hjem fra det gode USA.
Det var en lang tur hjem og jeg tror ikke mere kunne være gået galt, men jeg kom sikkert hjem og jeg havde et helt uforglemmeligt år som jeg aldrig ville bytte for noget andet.
Jeg håber i har nydt at følge med, og jeg glæder mig til at se tilbage på denne blog og læse nogle af mine mest betydningsfulde minder.
Kisses from your KAT! <3